Spor af vikinger i Dall
Kan være fra Harald Blåtands tid
Af Christian Vrængmose Jensen
I foråret 2019 udførte Nordjyllands Historiske Museum en arkæologisk forundersøgelse ved Lille Dallvej i landsbyen Dall, der ligger ved Østerå-dalen få kilometer syd for Aalborg.
Forundersøgelsen skulle vise, om der findes arkæologiske spor under mulden. Selvom det nok var forventet at finde noget, så var forundersøgelsens resultater alligevel overvældende. Næsten overalt i de gravede søgegrøfter fandt vi spor efter forsvundne huse fra landsbyens ældre historie.
Der er ikke efterfølgende foretaget en egentlig udgravning af
de fundne spor, men det kan alligevel være interessant at dykke lidt ned i forundersøgelsens resultater og se på, hvad fundene kan fortælle os.
Det undersøgte areal i Dall ved Lille Dallvej 5. De forskellige
farver angivet de fundne arkæologiske spor i søgegrøfterne.
Grubehuse er vist med grøn. Blå angiver gulvrester af kridt og ler, mens rød er stolpehuller, smågrøfter mm.
Billedet nedenfor viser et delvist udgravet grubehus set mod sydvest med Dall Kirke i baggrunden.
Bekræfter Dalls mere end 1000-årige historie
Forundersøgelsen med søgegrøfterne påviste arkæologiske spor, der ”slutter” omkring år 1800 og som i hvert fald rækker helt tilbage til Harald Blåtands tid i 900-tallet. Bakken ved Dall rummer derfor et meget sjældent fortidsminde, der nærmest kan belyse hele landsbyens lange historie, selvom mange detaljer selvfølgelig endnu er ukendte, og selvom meget bygger på formodninger. Den gennemførte arkæologiske forundersøgelse har dog under alle omstændigheder påvist tilstedeværelsen af en usædvanlig
rig boplads beboet af nordjyske vikinger. Om vi nogensinde får mere at vide om Dalls oprindelse, det afhænger af eventuelle kommende arkæologiske udgravninger. Foreløbigt må vi nøjes med den vigtige viden, at der på bakken i Dall gemmer sig omfattende og spændende fortidsminder, der både kan fortælle meget om Dalls mere end 1000-årige historie og om udviklingen i Himmerlands landsbyer på et mere generelt plan.
Udsnit af matrikelkort 1795. Rødt markeret er udgravningsområdet
Det mørkere grønne grubehus i oversigtsbilledet blev delvist udgravet som det eneste. Herfra stammer disse fund:
Spore af jern. Vikingetid
Vægtlod, jern, ydre skal messing-bronze
Tilspidset dyreknogle til tekstilproduktion
Tenvægt 20,7g til spinning af garn/tråd
Mere info i årbog 2019 fra Nordjyske Museer: https://nordjyskemuseer.dk

