Skolegang og indhold
Normalt blev der kun undervist i perioden fra Mikkelsdag til Påske, da der var brug for børnene i marken om sommeren. Skolegang måtte generelt vige for de arbejdsopgaver, som børnene var pålagt i hjemmet eller ved arbejde som f.eks. røgterdrenge ved de større gårde.
Lærerens autoritet var helt indiskutabel. Religionen havde også en meget fremtrædende rolle i undervisningen med megen udenadslære. Den model holdt faktisk ved et stykke op i det 1900-tallet. Det samme gjorde lærerens mulighed for at revse eleverne både fysisk og psykisk, selv om dette rent faktisk ikke var tilladt, jf. en instruks tilbage fra 1814.
Af lærerinstruksen til 1814-loven fremgår:
At “ingen Lærer maa tillade sig, hvor megen Anledning han end dertil maatte synes at have, at tiltale noget Barn i en haanende, spottende Tone, med Skjeldsord og uanstændige Benævnelser. Endnu mindre maa han tiltage sig Ret til øjeblikkeligen og efter eget Tykke at tilføie noget Barn legemlig Straf enten med Stød eller Slag”.
Med skolens professionalisering gik beskyttelsen af skolebørnene imidlertid i glemmebogen, indtil undervisningsminister Julius Bomholt i 1950 foreslog, at man skulle afskaffe korporlig afstraffelse i skolen. Men det kunne der ikke skaffes politisk flertal for.
I København blev det forbudt i 1952, men under skarp protest fra Københavns Kommunelærerforening. Helt frem til 1967 måtte lærerne i den øvrige del af landet bruge spanskrør, fortæller Keld Grinder-Hansen fra Dansk Skolemuseum.
Kilde til gl. historie: Kr. Værnfelt